Fint besøg på NORDEN

By- og landskabsudvalget fra Aalborg Kommune har netop besøgt NORDEN. Udvalget var inviteret til morgenkaffe på det tidligere fabrikskontor og rundvisning i det 224.000 m2 store område.

Direktør Svend Jensen fra Mølholmparken A/S bød velkommen, og derefter fortalte rådgiver Christopher Riekehr fra COA Arkitekter kort om indholdet af Visionsplanen, der i 2019 og 2020 blev udarbejdet i samarbejde med kommunen. Han gav også politikere og embedsmænd en status på Rambølls kortlægning af eventuel jordforurening i området og den forestående undersøgelse af eventuel lugtpåvirkning fra Renseanlæg Vest.

Efter orienteringen blev der gået en tur gennem området - fra fabrikskontoret ved Mølholmsvej til Nordens Kaj ved Limfjorden. På gåturen fik udvalget mulighed for at opleve områdets karakter og særlige stemning.

Ved Nordens Kaj fortalte Thomas Bladt, der repræsenterer ejerkredsen, om kajen og udsigtspunkterne - fra Gjøl mod vest og Egholm færgeleje i øst. Fra kajen kan man også tydeligt se både Lindholm Høje mod nord og Aalborgtårnet mod syd.

IMG 8294